Interview: Martin Ekedahl har truffet Kevin MacDonald, professoren, som ikke nøjes med lidt. Foruden sit arbejde med evolutionspsykologi ved California State University er han redaktør for Occidental Observer, han har skrevet 7 bøger, sidder i ledelsen af det amerikanske parti American third position, og nu er han aktuel i Sverige med oversættelsen af bogen Att förstå det judiska inflytandet.
Når folk i almindelighed hører nogen nævne begrebet jødisk indflydelse, drager de konklusionen, at en sådan person tror på gale konspirationsteorier om ZOG (Zionist Occupation Goverment) og en allesteds nærværende og almægtig jødisk verdensdominans. Hvad er din kommentar til sådanne reaktioner og konklusioner?
– Jøder er bevisligt en indflydelsesrig gruppe. For så vidt er jødisk rigdom og politisk indflydelse gentagende temaer i forbindelse med antisemitisme. Det er derfor naturligt, at de er overfølsomme, når mennesker gør opmærksom på deres magt og rigdom. Bare som et eksempel kan man nævne jødiske interesseorganisationer som Anti-Defamation League (ADL), som voldsomt angriber alle, som mener, at jøder kontrollerer Hollywood trods det faktum, at hver eneste objektive beskuer er tvungen til at medgive, at jøder faktisk styrer produktionen og distributionen af film og tv i USA, samt besidder en vigtig del af det internationale marked. Og trods den åbenbare magt, som den israelske lobby udøver på den amerikanske udenrigspolitik bliver politikere og intellektuelle rutinemæssigt dæmoniseret, når de gør opmærksom på den israelske lobbys indflydelsesrolle og dets kampagnearbejde for Irak-krigen. Det her er et udslag af dobbeltmoral, eftersom jøder har været dybt involveret med at kritisere de hvide, magteliter af europæisk herkomst som tidligere dominerede USA.
Jeg har altid forsøgt at begrunde mine påstande om jødisk rigdom og indflydelse med empiriske beviser. Jeg påstår aldrig, at jøder er almægtige og en betydelig del af mit forfatterskab fokuserer på, hvorfor europæere er så villige til at underkaste sig denne slags undertykkelsesteknikker. ( Hvad angår den manglende almagt: Jødiske aktivister i samarbejde med det organiserede jødiske kollektiv lykkedes det ikke at forandre den amerikanske immigrationspolitik før end år 1965 trods intensive anstrengelser i mere end 30 års tid.)
Hvorfor bør folk bekymre sig, hvorvidt jøder har eller ikke har nogen indflydelse i det samfund som de bor i? Den jødiske befolkningsandel i de værtsnationer, som de lever i, er minimal og de tynger ikke i kriminalitetsstatistikkerne eller belaster velfærdsstaten.
– Folk har anledning til at bekymre sig eftersom jødiske interesser, så som de selv betragter dem, er meget anderledes sammenlignet med andre gruppers interesser, i særdeleshed når vi snakker grupper af europæisk herkomst. For at give et eksempel, har jeg i mit forfatterskab demonstreret, at indholdet i massemedierne påvirkes dybdegående af det faktum, at jøder besidder nøgleposter i sådanne medier. Jøder har meget anderledes holdninger, når det handler om emner, som berører antisemitisme, multikultur, indvandring, amerikansk udenrigspolitik i forholdet til Israel, ligesom når det gælder kernepunktet, stolthed og påskønnelse for den europæiske arv. Alle personer af jødisk herkomst har ikke nødvendigvis disse holdninger, men den findes hos den store majoritet, og sådanne holdninger ligger dybt i det organiserede jødiske kollektiv, ligesom i Hollywood.
På et grundlæggende plan beror dette fra jødiske opfattelser om den historiske, europæiske kultur som anti-jødisk, samt måske i en højere grad, eftersom jøder har anvendt sig af disse holdninger som et værktøj til at underminere og afsætte magteliter i USA af europæisk herkomst og andre steder. Alle disse holdninger reflekteres i den stadige strøm af budskaber, som flyder fra medierne. Styrken i disse budskaber forstærkes gennem velfinansierede jødiske aktivistiske organisationer, som chikanerer og angriber, hvem det end må være, som fremfører synspunkter, som skiller sig fra den jødiske holdning i disse spørgsmål. Politiske kandidater, som afviger fra de jødiske opfattelser i disse spørgsmål, mærker snart, at deres modkandidater pludseligt har store kampagnebeløb og fremstilles sympatisk i medierne.
Gennem de seneste årtier har mange nationalister, især i Europa, argumenteret for, at man burde tage parti for enten muslimer eller jøder, hvor disse grupper er i konkurrence. Der findes en dyb uenighed angående, om disse grupper kan betragtes som venner eller fjender. Hvordan er dit syn på dette dualistiske spørgsmål?
– Min opfattelse er, at både jøder og muslimske indvandrere er fjendtligt indstillede til europæiske folkegrupper, men af forskellig grund. Jøder af den ovenfor angivne grund. Hvis europæerne ikke stopper og vender den muslimske indvandring, kommer de til at miste deres kultur og i forlængelse heraf den politiske magt over sin deres egen skæbne. Dette ville indebære en katastrofe. Hvis jødiske organisationer virkelig understøttede bestræbelserne for at stoppe den ikke europæiske (ikke-hvide) indvandring til Europa og ville vende processen til en repatrieringspolitik, ville jeg støtte samarbejdet med dem. Men ud fra hvad jeg har set, er det absolut ikke tilfældet til og med den stærkt filosemitiske Geert Wilders er det ikke lykkedes at vinde nogen betydende jødisk støtte og han har åbenlyst ikke støtte fra det organiserede jødiske kollektiv. Europæerne må hjælpe sig selv.
Hvad er det bedste, hvide personer af europæisk herkomst kan gøre for at forsvare sine deres etniske interesser?
– Først og fremmest må vi forkaste al vor historiske skyldfølelse og finde frem til en stolthed i bekræftelsen af vor identitet som hvide mennesker, samt at genoprette efterstræbelsen af legitime interesser for hvide europæere. I det multietniske Vesten organiserer alle racer og etniske grupper sig med sine deres folkefrænder, såvel som de religiøst identificerede grupper af muslimer og jøder for at fremme sine deres interesser. Hvide derimod er blevet fuppet til at føle skyld og skam, hvis de skulle handle som alle andre finder naturligt. Hvis vi kunne forandre disse følelser, ville det indebære et tektonisk skred i det politiske og intellektuelle kulturklima i Vesten. Der findes en hel del frygt samt en stor vrede blandt hvide mennesker om det, som sker. Ting og sager kunne ske vældigt hurtigt, hvis folk begyndte at forstå, hvordan disse følelser har slået rod, samt hvor dyster fremtiden ser ud, hvis ikke tingene forandres dramatisk.
Når dette er sagt, anser mener jeg dog, at det er vældigt opmuntrende at se antimuslimske politiske partier vokse frem i Europa. Europa er langt foran USA i den henseende. Selv om disse partier ikke er udtrykkeligt racemæssigt orienterede og på trods af, at de mange gange viser en positiv indstilling til jøder som led i at nærme sig en befolkning hæmmet af tabuer, har de trods alt en gavnende effekt. Generobringen af samfundet kan måske fortsat stadig lykkes uden tydeligt udtryk for en hvid europæisk identitets- og interessefællesskab, gennem ved at bevare traditionelle europæiske værdier. Dette burde være uden tvivl. For eksempel har svenskerne beboet, præget og styret Sverige i årtusinder og har etableret en særskilt kultur. Det ville være vanvid at tænke sig, at der fandtes nogle moralske forpligtelser for svenskere, som tvang dem at afsige ejendomsretten til samt kontrollen over sin deres kultur og politiske skæbne på grund af indbildte moralske forpligtelser fra kulturmarxisterne og den organiserede jødedom. Muslimer har vist, at de ikke har nogen ønsker om at assimilere sig med den europæiske kultur. Præcis som jøderne kommer de til at leve som en særskilt folkegruppe, som står i kontrast til europæerne, med en stærk følelse for sin egen kultur. Tænker man på deres relativt høje fertilitet, vil Europa ganske enkelt ikke kunne bestå som en europæisk verdensdel, hvis muslimer tillades at blive inden for Europas grænser.
Skulle vi som hvide europæere, som fortsat udgør en majoritet i vore hjemlande, kunne anvende os af samme etniske strategier som jøder, som udgør en minoritet? Eller behøver majoriteter og minoriteter at anvende sig af forskellige etniske strategier?
– Hvis hvide opførte sig som en etnisk bevidst majoritet, kunne de benytte sig af de strategier, som er mulige for en majoritet det vil sige, at de på demokratisk vis kunne vende immigrationsstrømmen og bandlyse multikulturen. Derimod, på dette tidspunkt findes der intet andet valg for den etnisk bevidste minoritet af hvide europæere end at agere som en minoritet og forsøge at forme koalitioner omkring særskilte spørgsmål og stræbe efter at udøve sin indflydelse gennem de mediekanaler, som er tilgængelige for dem. Jøderne er meget fremgangsrige med dette. Som en lille minoritet må de altid forsøge at finde andre grupper, som er modtagelige for deres budskab. De neokonservative er et godt eksempel, når de dygtigt rekrutterer kristne zionister og udenrigspolitiske høge for at befæste deres pro-israelske dagsorden. Det organiserede jødiske samfund har været vældigt aktivt, når det gælder om at skabe alliancer med ikke-hvide grupper i Amerika, såvel som andre grupper, som har følt sig underprivilegeret indenfor den traditionelle kultur, som de homoseksuelle. Pro-hvide aktivister skal nå ud til de grupper, som oplever sig selv udsatte af den pågående multikulturelle stormflod.
Som professor og sandsynligvis i nær kontakt med andre videnskabsmænd og akademikere rundt om i verden oplever du, at du har lagt mærke til nogen tegn på forandring af synspunkter imod politisk ukorrekte spørgsmål? Findes der et voksende antal mennesker, selv blandt højstatusfolk, som begynder at forstå, hvad du skriver i dine bøger? Efter dine mange værker, har du mærket, hvorvidt dine bøger og andre skrifter har haft nogen effekt?
– Selv for etablerede akademikere indebærer det en enorm høj pris at gå imod strømmen i spørgsmål, som berører antisemitisme, multikultur, racemæssige forskelle i IQ, indvandring, ligesom stolthed om den europæiske arv. Det eneste område, hvor man finder en divergens fra de jødiske standpunkter, er omkring Israel-spørgsmålet, hvor der findes en robust akademisk bevægelse, som stiller sig vældigt kritisk til Israel. Dette beror på, at den akademiske kultur er venstredrejet, og Israel bryder sandelig mod venstrefløjens normative holdninger gennem sine apartheidlove og etniske udrensning af ikke-jøder. På alle andre steder er den akademiske kultur helt og holdent understøttende for jødiske interesser, og givetvis findes der mange akademiske apologeter for Israel.
I den aktuelle situation synes det at være yderst små forandringer på trods af, at disse holdninger underbygges af udmærkede empiriske data og velbeskrevne teorier fra den side, som afviger fra ortodoksien. Jeg har fået støtte fra et par andre akademikere. I visse tilfælde er støtten på det private plan, andre gange er den mere åben. Akademiske miljøer er moralistiske miljøer, som nidkært overvåger dem med afvigende synspunkter. Overtrædelse af konsensus undgås, bandlyses og folk fratages det akademiske livs belønninger. De vil passe ind, og de vil føle sig moralsk oplyste at de er gode mennesker. Som et resultat af dette har en betydende del af mine anstrengelser gået ud på at forsvare den moralske legitimitet i hvide europæeres identitet og interesser. Og jeg har udviklet teorien, at på grund af sin deres evolutionære historie, bærer hvide europæere på en preposition at danne moralske og ideologisk baserede indgrupper i stedet for indgrupper, som bygger på slægtskab (hvilket er udmærket for jøder, samt for de fleste folkegrupper). Hvide europæere er derfor meget modtagelige for anklager om moralske brister, og de jødiske intellektuelle bevægelser, som jeg har diskuteret, har i samtlige tilfælde involveret moralsk kritik af Vesten.
Afslutningsvis, har du nogle forslag og kloge ord til akademikere, både yngre og ældre, som overvejer at skrive om jøder eller andre politisk ukorrekte emner?
– Mange studenter har spurgt mig om dette ved forskellige lejligheder. Mit råd er at forklare for dem, at de ikke kan gøre noget, førend de har opnået en sikker akademisk position. Uden arbejdstryghed kan de helt enkelt blive fjernet og blive sortlistet, da det indebærer socialt selvmord at udtrykke sine holdninger. Du kan ikke være effektiv i dine skriverier, inden før du har tilstrækkeligt med tid til skriveriet samt en tilstrækkelig god indkomst at overleve af. Den ideelle situation er at vinde sig en tenured position (svarende til en fastansættelse) ved et anerkendt universitet for at siden at tale for disse ideer. John Mearsheimer (University of Chicago) og Steven Walt (Harvard University) var både begge etablerede ved velrenommerede universiteter, inden de skrev om den israelske lobby. Selv om deres indflydelse er blevet forsvaret enormt af jødiske aktivister og ikke synes at have nogen effekt på amerikanske politiske eliter, har deres stilling som respekterede akademikere definitivt højt anseelse hvad gælder kritik af Israel samt den amerikanske udenrigspolitik.
Kevin MacDonald er i Sverige aktuel med bogen att förstå det judiska inflytandet, som findes hos Arminius.se
Dette interview har været trykt i det svenske blad Framåt.
Dette interview er en oversættelse fra en artikel bragt i Realisten.se
Relateret: Kevin MacDonald var i Danmark i sommeren 2011, til Dansk selskab for fri Historisk Forsknings konference ‘Revolt against civilization’. Se videoerne på Dansk selskab for fri Historisk Forsknings youtubekanal, hvor man kan se MacDonald holde foredrag og hvor han bliver interviewet. (På engelsk)
